Spørgsmål & svar

Hvad vil det sige, at rapsolie er CO2-neutral ?

Hvor kan man få ombygget sin bil så den kan køre på planteolie ?

Hvilke biler kan bygges om ?

Hvad koster det ar få sin dieselbil omstillet ?

Er der tilskudsordninger ved omstilling ?

Hvorfor skal dieselmotoren modificeres for at kunne køre på rapsolie?

Kan den nye VW LUPO 3L køre på rapsolie ?

Hvad er forskellen på biodiesel og koldpresset rapsolie ?

Er der afgift på rapsolie ?

Hvor meget brændstof kan man indføre afgiftsfrit fra udlandet ?

Hvordan er økonomien ved at anvende planteolie i sammenligning med diesel ?

Hvor får man den planteolie fra som man skal kører på ?

Er der samme trækkraft i motoren efter omstillingen, og hvor langt kører bilen på literen ?

Hvordan er forureningen fra rapsolie sammenlignet med diesel ?

Lugter det af friture når man starter eller/og kører ?

Kan man blande diesel og planteolie ?

Hvis man har omstillet sin motor og så kun kommer diesel på vil den så kunne kører – det kunne være at der ikke var plante olie at få i nærheden ?

Hvor lang er levetiden for en dieselmotor der kører på rapsolie sammenlignet med hvis den kørte på diesel ?

Der er tilsat additiver til diesel. Hvad gør man med rapsolie ?

Ulemper ved at anvende planteolie som drivmiddel ?

Er planteolien ikke sårbar for at udparaffinere om vinteren ?

Kunne man tænke sig at andelsbevægelsen igen fik et løft i forbindelse med at man oprettede tankstationer hvor andelshaverne kunne tanke ?

Hvor mange biler er der i dag i Danmark ?


Hvad vil det sige, at rapsolie er CO2-neutral ?
Begrebet omhandler forbrænding af biomasse, fortrinsvis plantemateriale fra landbrug og skovbrug. For rapsolien betyder det, at den mængde CO2, der frigives ved forbrænding af rapsolien, svarer til den mængde, som planten optog fra atmosfæren, medens den groede. Den næste plante vil igen optage CO2, som kan forbrændes. CO2' en bliver således genbrugt i en kort cyklus. Forbrænding af rapsolie bidrager derfor ikke til den forøgelse af den totale mængde CO2 i atmosfæren, som forårsager drivhuseffekt.

For alle andre CO2-neutrale brændsler end rapsolie kan der opnås en eller anden form for tilskud. Det gælder træ, træpiller, flis, halm og biogas.

Det argumenteres undertiden, at disse brændstoffer ikke er helt CO2-neutrale, fordi der bruges fossil energi til at fremskaffe og forarbejde dem. Desuden udpines jorden, hvis der fjernes for meget plantemateriale.

Rapsolien kan selv levere størstedelen af den energi, der skal bruges til dyrkning, høst og presning. Vægtmæssigt udgør den kun ca. 1/7 af biomassen i rapsen. Resten forbliver i det landbrugsmæssige ressourcekredsløb: 2/7 består af proteinfoder, og 4/7 er halm, som direkte kan tilbageføres til jorden lige som ved kornavl.

Hvor kan man få ombygget sin bil så den kan køre på planteolie ?
Der er 2 værksteder i Danmark som kan ombygge bilerne. Hvis man har kvalifikationerne kan man selv indstallere ombygningskittet, som kan købes fra Tyskland. læs mere

Hvilke biler kan bygges om ?
Grundlæggende kan alle dieselmotorer modificeres til naturlig planteolie, men det er stadig overvejende dieselmotorer til person og varebiler, som man kan få lavet som en standard opgave. Elsbett m.fl. tilbyder ombygningskit for konvertering af forkammermotorer med mekanisk reguleret rotations- eller rækkepumpe af følgende fabrikater: BOSCH, Nippon, Zexel og Doowon (ikke CAV/Lucas/Delphi, Stanadyne og Roto-Diesel), VW motorer med direkte indsprøjtning(TDI, SDI), samt 2-tanks konverteringskit til adskillige andre motorer med direkte indsprøjtning (CDI, HDI, DTI).

Hvad koster det ar få sin dieselbil omstillet ?
Hvis man selv kan montere ombygningskittet fås det fra ca. 3450 kr. ekskl. moms. Dertil kommer eventuel montage på værksted, som tager ca. 2 dage og koster ca. 6000 kr.

Er der tilskudsordninger ved omstilling ?
Ikke nogen i øjeblikket

Hvorfor skal dieselmotoren modificeres for at kunne køre på rapsolie?
Rapsolie er fysisk væsentligt forskellig fra både biodiesel og fossilt diesel. Især er rapsolien meget mere tyktflydende ved samme temperatur. Herudover udfældes dele af olien ved lave temperaturer.

Modificeringen sikrer at

  • brændstofsystemet ikke tilstopper under kolde vejrforhold, og dermed kan forårsage motorstop.
  • brændstofpumpen ikke skades ved koldstart.
  • optimal forstøvning af brændstoffet i indsprøjtningsdyserne for den bedst mulige forbrænding. Dermed undgås at uforbrændt brændstof på forskellig vis ophobes i motoren, hvilket kan medføre skader på motoren, i værste fald total havari. Desuden opnås den bedste udnyttelse af rapsolien samt en renere udstødning.

Vi vil derfor stærkt fraråde at anvende rapsolie uden modificering af motoren.

Kan den nye VW LUPO 3L køre på rapsolie ?
Elsbett Technologie GMBH tilbyder nu  at modificere VW LUPO 3L og andre TDI motorer fra VW.

Vi har fået en del henvendelser fra folk som spørger om de kan anvende rapsolie på deres TDI motorer uden modificering. Det er især nuværende- eller kommende ejere 3 liters LUPO´en som spørger. Vi vil stærkt fraråde at anvende rapsolie uden modificering af motoren. Der er flere forhold som gør at man især ved dieselmotorer med direkte indsprøjtning kan skade motoren eller få totalt havari, hvis ikke motoren er forberedt til at kunne håndtere og forbrænde rapsolien

Hvad er forskellen på biodiesel og koldpresset rapsolie ?
Biodiesel, også kaldet Raps Metyl Ester (RME), er planteolie som er tilpasset dieselmotorerne. Dvs. at biodiesel fysisk minder så meget om fossilt diesel, at den vil kunne anvendes i dieselmotorer uden ombygning. For mange nye dieselbiler oplyser producenten, at bilen er forberedt for biodiesel, dvs. at brændstofslanger og pakninger er resistente overfor biodiesel, som er aggressiv overfor disse komponenter.

Folkecenteret arbejder ikke med denne løsning, da den rå rene planteolie kan anvendes direkte i modificerede dieselmotorer, og da ændringen fra ren planteolie til biodiesel kræver både energi og kemi. Vi arbejder kun med den rå rapsolie som den findes fra naturens side i rapsfrøene. Efter presning og filtrering kan olien anvendes i den modificerede dieselmotor

Nedenstående opstilling til sammenligning gælder også for andre planteolier. Biodiesel kaldes også for RME (RapsMethylEster):

Koldpresset rapsolie: Biodiesel:
Motoren tilpasses brændstoffet. Det kan gøres på motor/bilfabrikken eller ved efterfølgende modifikation på værksted. Brændstoffet tilpasses motoren. Det kan direkte anvendes i almindelige dieselmotorer, men brændstofslanger og pakninger skal være resistente overfor biodiesel, som er aggressiv overfor disse komponenter. 
Olien fremstilles udelukkende ved presning og filtrering. Forarbejdningen er så enkel, at den er egnet til at foregå decentralt med lokal afsætning af pressekagerne, altså integreret i landbruget. Giver øget beskæftigelse i landdistrikter i både ilande og ulande Fremstillingen sker ved en industriel proces, hvor presning og filtrering efterfølges af raffinering og esterificering under tilsætning af methanol (træsprit) og kaliumhydroxid. Ikke egnet til decentral produktion, dvs. adskilt fra landbruget og uden beskæftigelseseffekt i landdistrikter. Udover selve brændstoffet, transporteres dobbelt så meget frem og tilbage i form af protein foder.
Lavere etablerings- og driftsomkostninger. Generel styrkelse af lokal økonomi og uafhængighed i landdistrikter; specielt i ulandene mindskes afhængigheden af olieimport, afvandringen til ulandenes byer og  antallet af miljøflygtninge. Højere etablerings- og driftsomkostninger.

Ingen styrkelse af lokal økonomi udover den direkte dyrkningsmæssige.

Lavere energiforbrug til fremstilling. Energiforbruget til dyrkning og fremstilling er 13%, dvs. at der går 13 liter til at lave 100 liter. Tallet svarer til energiforbruget til fremstilling af fossil diesel (12%) Højere energiforbrug til fremstilling. Energiforbruget til dyrkning og fremstilling er 26%, dvs. at der går 26 liter til at lave 100 liter, eller dobbelt så meget som til fremstilling af koldpresset rapsolie og fossilt diesel.
Emissioner: formentlig ingen væsentlig forskel. Emissioner: formentlig ingen væsentlig forskel.
Ufarligt for miljø og helbred. Klassificeret som uskadelige for vandmiljøet ifølge det tyske system med vandforureningsklasser (WGK) og er ligefrem spiselige. Dvs. at rapsolien er ugiftig og forurener ikke ved spild og nedsivning. Ingen særlige forholdsregler ved håndtering.
Læs notat om de tyske vandforureningsklasser WGK
Miljøskadeligt. I vandforureningsklasse WGK 1 ligesom f.eks. tung fyringsolie, viskos råolie, simplere smøreolier, acetone, silikone, methanol og ethanol. Dvs. at Biodiesel er giftig og forurenende ved spild og nedsivning. Samme forholdsregler ved håndtering som ved diesel.
Læs notat om de tyske vandforureningsklasser WGK
Modificerede motorer kan køre på rapsolie, biodiesel og diesel samt blandinger. Ikke-modificerede motorer kan køre på biodiesel og diesel samt blandinger, men ikke rapsolie.

Er der afgift på rapsolie ?
Ifølge Mineralolieproduktafgiftsloven skal der betales afgift uanset hvilket brændstof der hældes på bilen. Hvis man erstatter dieselolie med et andet brændstof skal der betales afgift som for det fossile brændstof der erstattes. For rapsolie er svarer det til at erstatte svovlfri dieselolie

Mineralolie- og kuldioxidafgift for dieselbrændstof [øre/liter] , fra 1 januar 2005

  Energiindhold
MJ/liter
Svovlindhold
%
Energiafgift Kuldioxidafgift I alt I alt
inkl. moms
Svovlfri dieselolie 35,9 0,001 248,7 24,3 273 341,2
Rapsolie 33,6 0,0005 248,7 0 248,7 310,9

Da man skal betale afgift per liter brændstof, betales mere afgift per energi for rapsolien end for dieselolien, da energiindholdet per liter er ca. 6% lavere. Begrundelsen for lavere afgift for lavere svovlindhold er at forureningen af svovldioxid og partikler er direkte afhængig af svovlindholdet i brændstoffet. (se notat om emission)

I Tyskland er der ingen afgift på rapsolie som motorbrændstof skønt Tyskland er medlem af EU, og det er et EU direktiv der har forårsaget at vi i Danmark skal betale mineralolieafgift af rapsolie. Norge har ligeledes fritaget rapsolie for afgift.

Hvis rapsolien anvendes i en kraftvarmemotor er der direkte afgift på den del af energien som bliver til varme, dvs. ca. 60%. Desuden betaler forbrugerne elafgift af den strøm, der sælges gennem elværket, som regel størsteparten.

Hvis rapsolien i stedet anvendes i et oliefyr, så der kun produceres varme, er der ingen afgift.

Hvor meget brændstof kan man indføre afgiftsfrit fra udlandet
I reglerne om Rejsegods, punkt D.3.3, Afgiftsfri indførsel, kan man læse følgende vedrørende afgiftsfri indførsel af motorbrændstof fra udlandet.

Personer med bopæl i Danmark - Indrejse fra EU-lande.
Endvidere er der begrænsning for afgiftsfri indførsel af mineralolie. Der kan medføres mineralolie til privat forbrug, hvis mineralolien indføres i køretøjets brændstoftank eller i en egnet reservedunk.

Personer med bopæl i Danmark - Indrejse fra ikke-EU-lande.
Ved indrejse fra ikke EU-lande kan der told- og afgiftsfrit medføres 10 liter motorbrændstof - udover indholdet i køretøjets normale tank.

Læs reglerne om rejsegods her. 

Hvordan er økonomien ved at anvende planteolie i sammenligning med diesel ?
Planteolie til brændstof kan købes til 3,5-4,5 kr/liter. Hertil kommer transport og distribution, samt afgift og moms.

Det seneste år har dieselpriserne været konstant stigende. Se priserne Oliebranchens listepriser.

Hvor får man den planteolie fra som man skal kører på ?
I første omgang købte vi olien i Tyskland. Nu er der imidlertid ved at komme flere producenter af koldpresset planteolie i Danmark. Der er solgt ca. 100 rapspressere i Danmark gennem årene 2000 og 2002. Se listen over nogle danske leverandører.

Er der samme trækkraft i motoren efter omstillingen, og hvor langt kører bilen på literen ?
Teoretisk er energiindholdet per liter ca. 6% mindre i rapsolie end i diesel. I praksis udnytter de fleste motorer dog olien bedre fordi rapsolie forbrænder hurtigere og bedre end diesel. Det skyldes bla. at rapsolie indeholder 12% ilt i molekylestrukturen. Ved nogle motorer, specielt VW 1.9 TD og PSA 1.9 TD hævder Elsbett, at motoren endda kommer til at køre bedre. Så trakkraft og kørselsøkonomi er ca. det samme på rapsolie som på diesel. Se eksempel på ydelsesmåling på en PSA 1.9 TD.

Hvordan er forureningen fra rapsolie sammenlignet med diesel ?
Emissionsmæssigt er den største fordel ved kørsel på rapsolie at forbrændingen er CO2 neutral. Desuden er rapsolie så godt som svovlfrit, så udledningen af svovldioxid og svovlrelaterede partikler elimineres helt. Generelt er emissionen mindre for en rapsoliebil end for en dieselbil. Se i øvrigt notat herom.

Elsbett har opnået meget fine resultater for partikel emission fra en raps-modificeret VW LUPO 3L. Den overholder således den netop tiltrådte EURO 3 norm. Se udskift af testen.

Lugter det af friture når man starter eller/og kører ?
Lugt eller duft? Det lugter af planteoliemotor som minder om at komme margarine på panden. Om lugten er stærkere eller svagere end fra diesel eller om den er mere eller mindre behagelig at lugte til er et smagsspørgsmål. Af de 4 biler der blev bygget om på kurset på Folkecenteret var der 2 ikke nye, samt 2 næsten nye biler. De nye biler lugtede mindre, og den ene endog meget lidt da den havde katalysator. Ved koldstart lugter udstødningen naturligvis mere ligesom ved koldstart af diesel. Den femte bil der kører i danmark er ligeledes forsynet med katalysator, og den lugter faktisk ikke når motoren er varm.

Kan man blande diesel og planteolie ?
Ja, det blander fint. Man kan køre på ren planteolie, ren diesel og blandinger derimellem uden at skulle indstille noget på bilen. Der er stadig kun en brændstoftank efter konverteringen.

Hvis man har omstillet sin motor og så kun kommer diesel på vil den så kunne kører – det kunne være at der ikke var plante olie at få i nærheden ?
Ja, i den henseende er motoren ikke ændret. Den vil køre normalt på diesel.

Hvor lang er levetiden for en dieselmotor der kører på rapsolie sammenlignet med hvis den kørte på diesel  ?
Levetided forventes at være den samme eller længere. Det er afgørende at motoren er optimeret til planteolie, og undgå alt for mange korte ture, samt at planteolien overholder kvalitetskravene.

Der er tilsat additiver til diesel. Hvad gør man med rapsolie ?
Additiverne er først og fremmest tilsat for at smøre indsprøjtningssystemets bevægelige dele, f.eks. pumpen. Rapsolie er et naturligt smøremiddel, så det er ikke nødvendigt med additiver.

Ulemper ved at anvende planteolie som drivmiddel ?
- der skal tages specielle forholdsregler ved meget koldt klima, < -15°C
-Man må finde sig i selv at skulle tanke bilen fra en pallecontainer evt. med en lille pumpe.

Er planteolien ikke sårbar for at udparaffinere om vinteren ?
Erfaringerne viser at de går fint ned til -15°C. Ved ombygningen af standard dieselmotoren integreres der en varmeveksler som vha. kølevandet opvarmer olien. Dele af olien udfælder godt nok i tanken, men efter opvarmningen opløses den igen.

Kunne man tænke sig at andelsbevægelsen igen fik et løft i forbindelse med at man oprettede tankstationer hvor andelshaverne kunne tanke ?
Ja, i Tyskland har vi set tilsvarende fænomener. Et sted har en landmænd investeret i et presseri, og presser for andre bønder i nabolaget. Et andet sted har en foderstofforretning/mølle investeret i et presseri, og et antal landmænd får presset olien der mod en betaling per kg.

Hvor mange biler er der i dag i Danmark ?
I Danmark er der p.t. ca. 70 biler der er konverteret med Elsbett teknologi, samt 2 biler med den specielle 3 cyl. Elsbett motor. Herudover findes der et ukendt antal biler som er konverteret med andre fabrikater eller hjemmegjort.

 


Sidst redigeret 31-10-06